Dagens!

Kære dagbog…

Jeg kan ikke huske om jeg har nævnt det for jer. Men jeg vil begynde at skrive dagbog. Ikke dagbog som i “kære dagbog, i dag har jeg været til træning, det gik rigtig godt”. Men som i “I dag har jeg ikke haft det så godt med mig selv fordi”. Eller “i dag har jeg haft det så godt med mig selv fordi”. Altså jeg vil mere skrive hvordan jeg har det, og ikke hvad jeg har lavet i dag.
Jeg har fået at vide af en del professionelle mennesker at det hjælper at skrive ned hvordan jeg har det. Efter jeg mistede min mor gik jeg jo til nogle forskellige psykologer, men ingen har rigtig sagt mig noget. Jeg synes ikke rigtig kemien har været der, så jeg stoppede hurtigt igen. Så det med at skrive ned hvordan jeg har det, bliver min egen måde at hjælpe mig selv på. Jeg har ikke førhen haft lyst til at skrive ned hvordan jeg har det, men nu føler jeg mig klar til det.
Det her jeg skriver nu er meget personligt det ved jeg godt. Men bare det at fortælle jer det, hjælper mig også rigtig meget. For det er jo klart at når man har mistet en der er tæt på, så gør det ondt. Og man tackler det forskelligt fra menneske til menneske. Og jeg kan mærke at det her hjælper mig. Jeg har endda overvejet om jeg skulle vise jer noget af det jeg skriver om. Jeg havde faktisk tænkt mig at skrive det hele ned i en bog, men efter at have tænkt lidt mere over det, vil jeg måske begynde at skrive nogle ting ned online også, så i kan se det. Det er klart at nogle af de ting jeg vil vise jer er DYBT personlige og det kommer til at kræve rigtig meget mod at vise jer det. Men der er noget i mig som også har lyst til at vise jer det. For jeg ved at jeg ikke er den eneste pige der sidder og har det svært indimellem. Ikke kun fordi i måske også har mistet en tæt på jer, men også bare fordi vi lever i en verden der indimellem kan være ret hård at leve i.

P1010244P1010243

   

13 kommentarer

  • Charlotte E P H

    Virkelig fedt at du har modet til at vise “hele verden” hvad du føler og hvad du har på hjertet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kære Anne

    Hvor inspirerende og modigt! Og er helt sikkert enig i at man skal håndtere sine up’s and down’s på den måde der lige præcist føles rigtig for én selv – min egen mor er meget syg af kræft så måske jeg også skulle prøve at skrive de svære tanker ned.

    Tak for inspirationen, vil glæde mig til at læse med i fremtiden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Anne.

    Det med sådan en dagbog kan være en rigtig god ide.. Jeg har selv mistet en jeg holder af (min far) og jeg har i et par år nu haft en bog at skrive i.. Hver gang jeg føler der er for meget i mit hoved, så er det ikke altid noget jeg har lyst til at dele med andre – derfor lavede jeg min bog, som jeg kalder for min tankebog.. Efterfølgende har jeg haft en psykoterapeut, som jeg fortalte at jeg havde sådan en.. Hun sagde at det var en rigtig god ting, for ved at skrive sine tanker ned, så kommer man stadig ud med det, ligesom når man snakker om tingene.. Så det er et kanont redskab!
    Jeg er super glad for min bog, når hovedet fylder og jeg håber din letter dit sind, når det er fyldt 🙂

    Knus fra Hejdi

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hej Anne

    Jeg mistede min mor til kræft for 2 år siden. Jeg var 18 år. Hun havde et sygdomsforløb på 2 år, så jeg var lige blevet 16 år, da vi fik beskeden. Kort efter fulgte beskeden om, at kræften var uhelbredelig.

    Da min mor døde, fortsatte mit liv som før. Jeg havde 3 uger efter min mors død, hvor jeg var helt nede i kulkælderen. Men snart gik det op for mig, at jeg ikke havde tid til at være i sorg, for jeg skulle tage min studentereksamen et halvt år senere. Det ville helt klart blive en udfordring, da min mors sygdom havde fyldt alt for meget i min uddannelse allerede, så jeg var, helt ærligt, ikke særligt godt med i skolen.

    Da jeg fik taget min studentereksamen, fulgte tiden med studenterrunde, arbejde, ansøgning til videre uddannelse og senere hen optagelse på mit drømmestudie som sygeplejerske. Jeg skænkede ærlig talt ikke min sorg en tanke, da livet bare gik derud af, så hvorfor stoppe op?

    Da jeg var et par måneder inde i min drømmeuddannelse, blev jeg mere og mere deprimeret og led meget af angstanfald. Til sidst sov jeg ikke om natten pga. uro i min krop. Her søgte jeg læge og jeg fik at vide, at jeg havde en moderat depression og blev startet op på medicin. Jeg startede til psykolog og fik at vide, at det ville være en god ide at skrive mine tanker ned. Måske endda skrive små breve til min mor, om hvad der skete i mit liv. Men jeg kunne ikke se meningen i det, og jeg har stadig ikke fået taget mig sammen til at prøve.

    Derfor; her sidder en pige, som ville have utrolig meget gavn af at se, hvordan du bearbejder din sorg. Og måske give mig selv mod til at prøve!

    Mvh Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hej Anne.
    Jeg er 17 år og mistede min mor til kræft som 9-årig. Livet gik videre bagefter og min familie tillod mig ikke at sørge. Det er nemlig ligesom er tabu at være ked af det i min familie, hvilket har gjort at jeg slet ikke har snakket om det med nogle rigtigt. Som 15 årig begyndte jeg at selvskaden fordi jeg simpelthen ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere det hele. Som 16 årig tog det overhånd og jeg havde endda selvmordstanker. Derfor opsøgte jeg en psykolog alene og fik også nogle gode snakke, uden min familie fik noget af vide.

    Jeg begyndte at skrive i en dagbog hvad jeg lavede og hvordan det gik men jeg fandt det hele barnligt og ubrugeligt og er derfor stoppet.

    Jeg har ikke cuttet i 2 måneder og jeg er glad for første gang i lang tid. Dog har jeg stadig en ubearbejdet sorg over tabet af min mor som i sidste ende kan give mig depressive tilstande og problemer senere i mit voksne liv.

    Jeg er derfor spændt på at læse om hvordan det virker med denne slags dagbog, for måske kan den hjælpe mig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sia Ditte

      Louise, du kan få din læge til at henvise til psykiatrien, så du kan snakke med en psykoterapeut. Det var en stor hjælp til mig, som nu er fri af selvskade og selvmordstanker, og i dag har nogle gode værktøjer der kan hjælpe en videre i livet, når tingene evt. igen brænder på.
      Psykolog hjælp ikke på mig, men en psykoterapeut gjorde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Hvad er forskellen helt præcist på en psykoteterapeut og en normal psykolog?

      Er glad for du er fri af selvskade og selvmordstanker, glæder mig til den dag det bliver mig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sia Ditte

      Du kan læse om forskellen herinde: http://www.sygeforsikring.dk/default.aspx?ID=160
      🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • for ikke så længe siden , havde jeg problemer med at sove og besluttede mig for at skrive ned hvad some stressede mig til hverdag, så jeg kunne give slip på tingene når jeg sov. og det hjalp faktisk at skrive det ned. jeg kan rekommandere dette STÆRKT!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Melina Petersen

    Hej Anne 🙂
    Jeg har også gået til forskellige terapeuter, hvor det hjalp lidt i noget tid men på en eller anden måde kommer tingene tilbage igen.. Jeg er altid blevet fortalt at det at skrive ting ned hjælper enormt meget, men jeg har altid tænkt “ej det er for mærkeligt og for unormalt at skulle skrive ting ned hver gang” og først nu for en måned siden begyndte jeg på det samtidig med at jeg lærte at trække vejret ordenligt – det har bare hjulpet så meget så nogengange har jeg ikke rigtig nogen tanker, og det er dejligt befriende

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thit

    God idé med det dagbog der! jeg har selv skrevet dagbog siden jeg var 9 år gammel (jeg er nu 17) og det har hjulpet mig rigtig meget. I øvrigt er det også ret rart at kunne kigge tilbage på hvordan man har haft det, i både gode og dårlige tider 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Anne. . .
    Jeg har i mange år skrevet blog pga livet har gjort ondt og min blog med det hele ligger online. . . Det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. . . Fordi map tingene bliver skrevet ned så arbejder man med sig selv og ens følelser. . .
    Hvis du vil se hvordan jeg har gjort kan du kigge her: someoneinsidethisperson.blogspot.com
    Dog er min blog også omhandlede ting jeg undre mig over eller diskutere. . . Men den er meget åben og ekstremt ærlig så hvis du scroller lidt ned kommer nogen af de livs hårde indlæg du kan bruge til inspiration til din egen dagbog. . .

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susse

    Jeg har aldrig kommenteret før og kun læst med et halvt års tid, men jeg synes du virker som en super stærk person uden på. Indeni er du sikkert ligesom jeg var. Da jeg var 18 år mistede jeg min mor. Hun var min støtte, min heltinde, ja verdens bedste mor! Der gik kun et år fra hendes diagnose (kræft) til hun sov ind. Jeg var i chok. Gik i 3 g og stod over for afgangseksamen. Samtidig fik jeg en kronisk sygdom.
    At skrive dagbog, trække vejret rigtigt og nogle samtaler hos en psykolog samt bruge min kæreste var det der hjalp mig. Men der gik lang tid før jeg fik det godt. Fik aldrig en diagnose, men var bare trist.
    Omkring de 25 år var jeg mig selv igen og græd ikke mere når jeg så billeder. Nu er jeg 32 og savner stadig min mor indimellem…
    Men uden det gør alt ondt 🙂
    Så i gang med bøgerne og ja evt en psykoterapeut? Du skal i hvert fald bare mindes og ud med sorgen. Græd når du har brug for dwt. Det hjælper. Knus fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagens!