Make-up paletten jeg ikke kan undvære.

Når man ikke kan finde ro i sig selv…

Fotografi den 03-08-16 kl. 16.51 #5

At finde ro i sig selv må være den støreste gave til sig selv. Det der med fx. at kunne sidde en hel weekend for sig selv, i sit eget selskab og synes det er det fedeste nogensinde. Jeg kan lige så godt være ærlig og sige at det kan jeg ikke finde ud af. Det er ikke fordi der skal ske noget 24 timer i døgnet. Men jeg kan hurtig komme til at tænke alt for meget over alting, hvis jeg er et sted i mit liv hvor der ikke er ro på. Det er ikke fordi jeg synes det er specielt rart at indrømme.. Hverken overfor jer eller for mig selv. For det er vel aldrig rart at indrømme de ting om sig selv som man ikke har det godt med.
Så hvorfor skriver jeg så om det her nu?
Fordi jeg tror på det er sundt at snakke om og erkende. OG fordi jeg tænker jeg ikke kan være den eneste der har det sådan. Det er faktisk også en af grundene til jeg er i gang med at prøve healing. For siden jeg mistede min mor som 18 årig, er der en uro i mig, som indimellem kan være så frusterende. Fordi jeg ikke kan styre de følelser der kommer når jeg er alene.
Jeg håber inderligt healing kan være med til at hjælpe på det.

Kender i det at selvom uroen ikke er i jeres krop endnu, så kan man få det helt ubehageligt bare ved at tænke på hvornår den mon kommer igen? Det er simpelthen så angstprovokerende bare at tænke på.
Sidst jeg fik det sådan var da jeg skulle flyve til Spanien for en måneds tid siden. Jeg har kun fortalt mine nærmeste om det, men jeg kan mærke jeg også gerne vil fortælle jer om det.
Det er meget personligt det her jeg deler med jer, og ved stadig ikke helt om det er det jeg vil. Men jeg skrev det nedenfor ned på min mobil imens jeg havde det sådan.

Skjermbilde-2016-05-26-kl.-00.18.19Skjermbilde-2016-05-26-kl.-00.18.19Skjermbilde-2016-05-26-kl.-00.18.19Skjermbilde-2016-05-26-kl.-00.18.19Skjermbilde-2016-05-26-kl.-00.18.19Skjermbilde-2016-05-26-kl.-00.18.19

“Jeg har aldrig prøvet noget lignende og jeg kan ikke sammenligne det med noget jeg har prøvet før. Først bliver jeg rigtig ked af det, og får tårer i øjenene. Men problemet er at jeg samtidig skal prøve at styre mig selv fordi jeg sidder i et fly. Derefter kommer panikken. Fordi jeg sidder i et fly og ikke kan komme ud eller kender nogen der kan hjælpe. Så kommer vejrtrækningen. Jeg begynder at tage dybe vejrtrækninger, meget dybe for at få styr på situationen og for at få luft. Jeg tænker hvordan jeg kan få styr på det her, og husker på hvem jeg er og at det her ikke ligner mig. Men jeg har ikke styr på det! Og imens jeg prøver at få styr på det, kommer det igen. Jeg kan ikke få luft og mit hjerte begynder at hamre. Det hamre så hårdt at jeg kan mærke det dunke i hele kroppen. Jeg skal røre ved noget og holde mig selv i gang, for ikke at gøre situationen værre, ved at tænke på hvor dårligt jeg har det. Jeg rører ved min cola, tager et blad frem, tager mig selv i at tænke om hende ved siden af mig kan mærke jeg er så urolig. Jeg tager min mobil frem og kigger på videoer og får stille styr på mig selv igen. Men tankerne er der konstant under hele turen og tanken om, at jeg ikke kan overskue rejsen hjem alene, hvis jeg får det sådan igen”.

Det er det mest ubehagelige jeg nogensinde har prøvet! Men det var ligesom om at tanken om jeg sad i en flyvemaskine og ikke kunne komme ud, var med til at gøre det hele værre. Heldigvis har jeg ikke haft det siden, og lige nu er jeg et rigtig godt sted i mit liv. Så forhåbentlig kommer det ikke igen.

Fotografi den 03-08-16 kl. 16.46 #7

   

8 kommentarer

  • Asander

    Lyder som et angstanfald. Har jeg også selv oplevet flere gange. Og den uro du snakker om lyder som angst for at få angst igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg vil også sige det lyder som et panikangst anfald. Fik jeg for første gang for et år siden, det var rigtig slemt i starten, men nu er jeg blevet bedre til at kontrollere følelsen der kommer i kroppen. Jeg havde en god psykolog til at hjælpe mig igennem det. Der er mange grunde til at det kan opstå. Jeg fik det pga. en stresset periode i mit liv, med huskøb, bryllup på børn. Det er forfærdeligt. Og ingen ved hvordan det føles, når de ikke selv har prøvet det.
    Jeg kender til hjertebanken, følelsen af ikke at kunne få luft. Følelsen af ikke at kunne komme væk. Frygten for at dø (mistede min far da jeg var 13) . Og den ubeskrivelige følelse af uro som konstant er inden i kroppen. Jeg syntes det var et kæmpe tabu da min læge sagde at det var angst anfald. Men det hjælper at snakke om det og sætte ord på det. Også med en god psykolog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Tænkte præcis det samme som asander, at det lyder som angst. Har ofte angstanfald. vejrtrækningsproblemer og hjertebanken er ofte en del af angsten 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra Wilhelmsen

    Kære Anne

    Uden at være sikker lyder det virkelig som et angstanfald.Jeg har haft angst meget tæt på min familie, og taler af erfaring, når jeg siger, at hvis du skubber det væk uden at få professionel hjælp (kan jeg jo høre du er gået i gang med, men siger det alligevel) kan det skade dig resten af livet og dine nære – igen, taler af erfaring. Det ødelagde min mors liv, og nu er hun død, fordi hun ikke “indrømmede” overfor sig selv, hvor svært hun havde det, da hendes mor døde. Bare husk at pas på dig selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Det lyder rigtig meget som et angstanfald, og uroen i kroppen lyder meget som “generaliseret angst”. Kan anbefale at læse om det på netpsykiater.dk, og ikke for at skræmme dig, men vær opmærksom på hvis du føler uroen for ofte, så tal med din læge om det, for det kan i høj grad hænge sammen med det du har været igennem med din mor.
    Men vildt flot du deler noget så personligt, jeg kæmper selv mod angsten, og det hjælper at dele sine tanker og følelser. Du er ikke alene <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Kære Anne
    Det lyder som et angstanfald – panikangst. Det kan være utrolig hårdt, jeg har selv haft besøg af anfaldene engang imellem siden jeg mistede min lillebror for et par år siden. Du kan heldigvis få hjælp til det via KAT (kognitiv adfærdsterapi) hvis det er meget enerverende for dig.
    Mht ikke at kunne være alene – har det helt på samme måde, dejligt du tager det op, så man ved, man ikke er alene. Knus til dig og tak for indlægget

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandie

    Aldrig rart at skulle putte et label på, men det du oplever er et angstanfald. Jeg selv brugte lang tid ved psykolog, for at finde frem til hvad det kom af og herefter få kontrol over det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak fordi du skriver om det. Også beskrivelse fra flyveren. Jeg mistede min far for 6 år siden. Og det du beskriver sker også for mig bare i andre sammenhænge. Og jeg ved ikke med dig, men de situationer er så trælse for jeg magter ikke alt det bearbejdning af sorg, jeg vil bare gerne leve livet uden alle de eftervirkninger

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Make-up paletten jeg ikke kan undvære.